Der laa de — Moder og Søn. Medens Olga badede Andrés Pande med Sne, bøjede hans Fader sig over den fremmede Kvinde, der havde frelst hans Liv. Blodet strømmede ud fra hendes Bryst og farvede Sneen.
Thorsen saa ind i de sorte Øjne, der funklede i Stjernelyset med Feberglans. Han for tilbage.
»Aina!« raabte han med bristende Stemme, »er det saadan, jeg skal træffe dig igen!«
»Andreas,« sagde den døende, »jeg har syndet mod Himlen og mod dig og er ikke længere værd at kaldes din Hustru.«
André aabnede sine Øjne. I det samme Sekund, hans Bevidsthed begyndte at vende tilbage, saa han intet andet end det mørke Ansigt, han havde kaldt sin onde Aands, siden han første Gang saa det paa Tromsø. Der var det igen! Det var dog alligevel hans Moders Ansigt!
