»Herren har sandelig besøgt sit Folk! Herre, du haver skjult det for de vise og forstandige og aabenbaret det for de enfoldige og umyndige!«
»Vogt dig, Tudekas!« raabte Thorsen. »Følg hjem med mig.«
Forgæves! Advarsler og Formaninger vare talte for døve Øren.
»Naar Menneskene tie, skulle Stenene tale,« raabte Jakob Tudekas,
Da slukkede Thorsen Lysene, og der blev bælgmørkt i Kirken.
En pludselig Dødsstilhed indtraadte. Der hørtes ikke en Lyd undtagen Lappernes stønnende Aandedræt.
Efter ti Minutters Forløb stod Thorsen alene igen i Mørket.
Lamik Nikkut var imidlertid fra Kirken ilet ned til sin Gamme.
Seimke sad paa et Renskind foran Ilden med det halvnøgne Barn i Skødet, da hendes Mand stormede ind.
»De Syndens Hunde forfølge mig!« raabte han. »Giv mig nogle Lefser og et Stykke Kød, jeg maa tilfjelds!«
Seimke lagde Vaibi ned paa Skindet og efterkom
