thi Nøkkens Sjæl ventede endnu forgæves paa sin Befrier. Dens Angstraab naaede mit Øre mit i Verdenslivets Larm, midt i Henrykkelsen, midt i Beruselsen.
Kort efter drog jeg op mod Nord, direkte op mod Nord, som uvilkaarlig tiltrukken af Magnetnaalen.
O, Ultima Thule! Der er Resignation over dit Billede. Dit Smil er forklaret af Smerte, et Genskin af en tabt Salighed hviler paa din blege Pande, og i den gennemsigtige Luft er der Renhed.
Føler den, om I kunne, I Ultima Thules ægtefødte Søner!
Hvis I formaa det, — hører, hvorledes Naturen vaander sig under Forbandelsen!
Det Suk, der bæver i Vinden, i Havets Brusen, i Elvenes Skvulpen, i alle de Naturlyde, der tone gennem Verdensrummet, det høres tydeligst her opp i Nordpolens Stillhed, hvor alt og alle synes at lytte, at tilhylle sit Ansigt og at hviske: »Hellig, hellig!«« som om de vare stedte for Guds Aasyn.
Det er Naturens Længsel efter Forløsning, det er Nøkkens Klage:
