farve bleg, og hendes klassisk formede Hoved distingveret, men hvad der ligesom slugte hendes hele Væsen i en eneste Ejendommelighed var en fin Fornemhed, en ædel comme il fant, der høfligt tog Hensyn og aldrig stødte an.
Den svævende Gang, de gratieuse Bevægelser tilligemed hendes Toilette, hvis simple, men udsøgte Smagfuldhed lod til at være et helligt Mysterium, ordnet for nogen eller for noget af Eros’s kunstneriske Haand, blev hemmeligt misundt, men ogsaa samtidigt strengt »recenseret.«
En besynderlig Vane havde den unge Russerinde bevaret fra sin Barndom af, nemlig lige over for et Menneske, eller i det Hele taget lige over for noget, hun misbilligede, at holde Øjnene halvt sænkede. Ved denne Vane fik hendes Blik noget overseende og nedladende.
André, der havde holdt Øje med hende den hele Tid, bemærkede det øjeblikkeligt og vidste, hvad »Klokken var slagen.«
Han, som endelig kendte dette fuldt opslagne Øjes sjælfulde Storhed og ildfulde Pragt, forbandede disse sænkede Øjenlaag; thi han vidste nu, hvad de betøde.
»Hæv Øjet!« mumlede han mellem de sammenbidte Tænder.
