vilde min mor den dag sende mig ut i kjøkkenet for at spise med pikerne, saaledes som det uheldigvis gik til ved enhver festlig tilstelning. Jeg forstod ikkedestomindre at presterne var overordentlig ærværdige, og da jeg anvendte denne sandhet paa hr. Jubal, geraadet jeg i stor forvirring. Jeg mindedes at jeg i hans nærvær hadde fæstet en papirmand paa Fontanet's ryg. Var det ærbødig? Vilde jeg ha fæstet en papirmand paa Fontanet's ryg for en ministers aasyn? Visselig ikke. Og dog hadde jeg sat fast papirmanden, rigtignok uten hr. Jubal's vitende, det er sandt, men i hans nærvær, – hr. Jubal som var over ministrene! Han strakte endog ut tungen, papirmanden! Min sjæl var oplyst. Jeg levet fra da av i ruelsens pine. Jeg besluttet at ære abbed Jubal, og om det senere hændte at jeg i timen puttet smaasten i nakken paa Fontanet og tegnet figurer paa selve abbed Jubal's kateter, gjorde jeg det i det mindste med den velbehagelige følelse at jeg kjendte min forgaaelses hele omfang.
Nogen tid efter blev det mig forundt at maale abbed Jubal's aandelige storhet.
Jeg sat i kapellet sammen med to eller tre kamerater og ventet paa min tur til skrifte. Dagen heldet. Skjæret fra den evigbrændende lampe bragte guldstjernerne under det halvmørke hvælv til at skjælve. Bakerst i koret saa man Madonnabilledet glide ut i en aabenbarings vage linjer. Alteret var dækket av gyldne vaser fyldte med blomster; en duft av røkelse svævet i luften; man skimtet tusen ting i dunkelheten, og kjedsomheten, selv kjedsomheten, denne barnenes store fiende, fik en mild tone derinde i kapellet. Det syntes mig som om det med altersiden grænset til paradiset.
