at denne fortælling var paa vers fra ende til anden; men jeg er nødt til at gjengi den som jeg kan huske den. Man vil, haaber jeg, i min prosa gjenkjende »den sønderrevne digters spredte lemmer«:
Johanna var forlovet; hun hadde skjænket sin tro til en ung og kjæk fjeldbo. Oswald var denne lykkelige hyrdes navn. Alt er allerede beredt til brylluppet, Johannas veninder bringer hende sløret og kransen. Lykkelige Johanna! Men hun gripes av en stor mathet. Hendes kinder dækkes av en dødelig blekhet. Oswald stiger ned av fjeldet. Han kommer springende og sir til hende: »Er du ikke min brud?« Hun svarer med kraftløs stemme: »Kjære Oswald, farvel! Jeg dør!« Stakkars Johanna! Graven blev hendes brudeseng, og landsbyens kirkeklokker som skulde ringe til hendes bryllup, klemtet nu til hendes likfærd.
Der var i denne fortælling en stor mængde uttryk som jeg hørte for første gang og hvis betydning jeg ikke kjendte; men det hele syntes mig saa trist og saa vakkert at jeg fornemmet en ukjendt skjælven; tungsindets trylleri blev mig aabenbaret ved tredivefirti verslinjer hvis mening jeg ikke vilde ha været istand til at forklare ord for ord. For saalænge man er ung, har man ikke behov for at forstaa meget for at føle meget. Det dunkle kan ha noget gripende ved sig, og det er sikkert at det ubestemte tiltaler de unge sjæle.
Taarerne strømmet ut av mit overfyldte hjerte, og Fontanet kunde hverken ved sine grimaser eller ved sin haan stanse min hulken. Og dog tvilte jeg ikke dengang paa Fontanet's overlegenhet. Det var
