31. december 188..
Nel mezzo del cammin di nostra vita…
Paa midten av vort livs vei…
Dette vers hvormed Dante begynder den første sang i sin Guddommelige Komedie, kommer mig iaften i tanken, kanhænde for hundrede gang. Men det er første gang det griper mig.
Med hvilket vemod gjenkalder jeg det ikke i aanden, og hvor finder jeg det ikke alvorstungt og fyldt av mening! Det er fordi jeg denne gang kan anvende det paa mig selv. Jeg er ogsaa kommet til det punkt hvor Dante var da vor gamle sol gik inn i det fjortende aarhundredes første aar. Jeg staar paa midten av livets vei, hvis man antar at denne vei fører til alderdommen, og er lik for alle.
Herregud! Jeg visste jo, for tvve aar siden, at jeg skulde komme dithen: jeg visste det, men jeg følte det ikke. Jeg bekymret mig dengang om midten av livets vei som jeg bekymret mig om veien til Chicago. Nu da jeg har klatret bakken op, vender noget tilbake for at favne med et blik hele den strækning som jeg saa hurtig har tilbakelagt, og den florentinske digters vers fyller min sjæl med et saadant drømmeri at jeg gjerne tilbragte natten foran ilden med at fremkalde fortidens skygger. Ak! de døde er saa flygtige.
