En lystig fætter satte sig paa sengekanten, tok fru Danger under haken og sa:
– For en synd at en dame med et saa smukt ansigt skal være aristokrat og at man maa hugge av denne lille hals!
– Naa, jeg ser at I er elskværdige folk, sa fru Danger. Gjør Eder fort færdig og søk efter alt hvad I har at søke efter, for jeg er dødsens træt.
De blev to dræpende timer i soveværelset; de gik den ene efter den anden tyve ganger forbi sengen og saa efter om der var nogen under den. Tilslut gik de sin vei, efter at ha git tilbeste tusen næsvisheter.
Den siste var saavidt forsvundet ut av døren, da den lille fru Danger lænet sig utover sengekanten og kaldte:
– Hr. Alcide! hr. Alcide!
En jamrende stemme svarte:
– For Guds skyld! de kan høre os. Herre Jesus! ha medlidenhet med mig.
– Hr. Alcide, fortsatte min bestemor, hvor I skræmte mig! Jeg hørte ikke mere til Eder, jeg trodde I var død, og bare ved tanken paa at jeg laa paa et lik var jeg nær ved at besvime hundrede ganger. Hr. Alcide, I har ikke baaret Eder pent ad mot mig. Naar man ikke er død, sir man det, for pokker! Jeg vil aldrig tilgi Eder den skræk I voldte mig.
Var hun ikke storartet min bestemor, med sin arme hr. Alcide! Dagen efter drog hun og gjemte ham i Meudon og reddet ham smukt fra skafottet.
Man skulde ikke mistænke en datter av filosofen Dussuel for at ha saa let for at tro paa mirakler, eller for at ha vovet sig ut like til den overnaturlige verdens grænser. Hun var ikke en døit religiøs, og
