en side av et andet, og hendes sind paa flugt fra minde til minde plukket paa veien op en trevl av fortiden, da hun pludselig hørte indgangsdøren aapnes. Med en gang forstod hun med instinktets øieblikkelige indskydelse at det var en husundersøkelse.
Hun grep papirerne i fleng og kastet dem ind under sofaen, hvis varetræk hang ned til gulvet. Og da de fløt frem, skjøv hun dem med foten tilbake under møblet. Et brevhjørne stak endnu ut som et hvitt katteøre da en utsending av velfærdskomitéen traadte ind med seks mand fra distriktsavdelingen, bevæbnede med geværer, sabler og lanser. Fru Danger blev staaende foran sofaen. Hun tænkte at det jo ikke var helt sikkert at hun var fortapt, at hun hadde en liten chance igjen av tusen og atter tusen og at det som skulde foregaa interesserte hende i høieste grad.
– Borgerinde, sa distriktsformanden til hende, du er anmeldt for at underholde brevveksling med Republikens fiender. Vi kommer for at beslaglægge alle dine papirer.
Manden fra velfærdskomitéen satte sig paa sofaen for at føre protokol over beslaglæggelsen.
Folkene ransaket saa alle møbler, dirket op laasene og tømte skufferne. Da de intet fandt, slog de ind vægskapene, vendte op ned paa komoderne, tittet bak malerierne og stak bajonetten gjennem stolputer og madrasser; men forgjæves. De undersøkte væggene med geværkolbene, saa op i skorstenene og brøt op nogen fliser i gulvet. Alt var spilt møie. Tilslut, efter tre timers frugtesløs ransakning og unyttig ødelæggelse, trak de sig trætte og ydmygede tilbake, men lovet at komme igjen. Det var ikke faldt dem ind at se under sofaen.
