dronningens vogner kom hver dag til Luciennes og hentet ham i det lille hus hvor han levet fattigslig mellem sine bøker og sit herbarium, som en egte discipel av Jean-Jacques Rousseau. En dag kom vognen tom tilbake til slottet; lægen hadde avslaat at komme. Ved den følgende visit sa dronningen fortørnet til ham:
– I hadde altsaa glemt os, monsieur!
– Madame, svarte Dussuel, Eders bebreidelser krænker mig; men de gjør naturen ære, og jeg maa tilgi dem hos en mor. Tvil ikke paa at jeg pleier Eders søn med hengivenhet. Men igaar maatte jeg bli igjen hos en bondekone som skulde føde.
I 1789 utgav Dussuel en brosjyre som jeg ikke kan aapne uten ærefrygt eller læse uten at smile. Den har til titel: En borgers ønsker, og til motto: Miseris succurrere disco. Forfatteren begynder med at si at han i sin straatækte hytte ønsker alt godt for franskmændenes velfærd. Han trækker saa med enfoldig oprigtighet op rettesnorene for den almene lykke; de er alle præget av en maateholden frihet, der sikres av forfatningen. Han slutter med at mane alle følsomme mennesker til taknemmelighet mot Ludvig den 16., hersker over et frit folk, og han forkynder guldalderens tilbakevenden.
Tre aar efter halshugget man hans patienter, som paa samme tid var hans venner, og han selv blev mistænkt for revolutionær lunkenhet, paa Sèvres-komitéens befaling ført til Versailles og indsat i rekollekt-klostret som var blit forvandlet til arresthus. Han kom dit dækket med støv og lignet mere en gammel fant end en læge og filosof. Han satte ifra sig paa gulvet en liten taske som indeholdt Raynal's og
