saaledes hvordan de Herrens mænd bar sig ad for at gjøre sit liv kostelig og fuldt av dyder. Jeg visste hvilken himmelsk duft martyriets roser utspreder. Men martyriet var en yderlighet som jeg ikke fæstet mig ved. Jeg tænkte heller ikke paa apostelgjerningen og ordets forkyndelse, det laa ikke egentlig indenfor mine evner. Jeg blev staaende ved et levned i bod og forsagelse, da det var lettere og sikrere at sætte i verk.
For at hengi mig til dette levned uten tap av tid negtet jeg at spise frokost. Min mor, som intet forstod av min nye kaldelse, trodde at jeg var syk og betragtet mig med en bekymring som gjorde mig ondt. Men jeg fastet ikkedestomindre. Saa kom jeg til at tænke paa Simon Stylites som levet paa en søile, og jeg steg op paa vandbeholderen i kjøkkenet, men jeg fik ikke leve der, for Julie, vor pike, fordrev mig hurtig derifra. Nedstegen fra min vandbeholder styrtet jeg mig med iverens glød ind paa fulkommenhetens vei og besluttet at efterfølge den hellige Nikolas fra Patras, som delte ut sine rigdommer til de fattige. Vinduet til min fars arbeidsværelse vendte ut mot kaien. Ut av dette vindu kastet jeg et dusin slanter som jeg hadde faat fordi de var nye og blanke; derefter kastet jeg ut mine marmorkuler og min snurbas og svøpen med aaleskindssnerten.
– Gutten har mistet vettet! utbrøt min far og lukket vinduet.
Jeg hjemsøktes av vrede og skam ved at høre mig saaledes bedømt. Men jeg sa til mig selv at min far, da han ikke var helgen som jeg, ikke skulde dele med mig de saliges herlighet, og denne tanke var mig til stor trøst.
