– Da hun var blit enke, lærte hun i Rio de Janeiro nogen sjøofficerer at kjende, og de behandlet hende ilde. Du maa ikke tænke ondt om Marcelle, mit barn. Hun var en kvinde for sig som ikke handlet som de andre. Men det blev vanskelig at omgaaes hende.
- Mor, jeg tænker ikke ondt om Marcelle; si mig bare hvad der er blit av hende.
- Min søn, en marineløitnant forelsket sig i hende; hvad der var ganske naturlig, men kompromitterte hende, fordi en saa smuk erobring smigret hans forfængelighet. Jeg vil ikke nævne hans navn; han er nu kontre-admiral, og du har flere ganger været i selskap med ham.
– Hvad, er det V..., den rødsprængte tyksakken? Han fortæller nogen nydelige kvindehistorier efter middag, den samme admiral!
– Marcelle elsket ham indtil vanvid. Hun fulgte ham overalt. Du skjønner, mit barn, at jeg ikke er videre inde i den historie. Men den endte paa et forfærdelig vis. De var begge i Amerika, jeg kan ikke nøiagtig si dig paa hvilket sted, for jeg har aldrig kunnet huske geografiske navne. Da han var blit kjed av hende, forlot han hende under ett eller andet paaskud og reiste tilbake til Frankrige. Medens hun gik derute og ventet paa ham, fik hun gjennem et litet Pariser-blad vite at han viste sig i teatret med en skuespillerinde. Det kunde hun ikke holde ut, og skjønt hun var syk og hadde feber, indskibet hun sig. Det blev hendes sidste reise. Hun døde ombord, mit barn, og din stakkars gudmor blev kastet i havet, indsydd i et flag.
