De foræringer som min gudmor hadde valgt, stemte ikke med disse sæder. Det var et fuldstændig utstyr for en liten idrætsmand og turner: trapez, tauger, barrer, vegter, manualer, alt hvad der behøves for at styrke et barns kræfter og utvikle den mandlige spænstighet og skjønhet.
Ulykkeligvis hadde jeg allerede faat kontorvanen, smagen for at sitte taalmodig og klippe ut om aftenen – i lampeskjæret, den dype sans for billeder, og naar jeg brøt ut av mit tidsfordriv som forutbestemt kunstner, var det med rene galskapsanfald, med en uordenens raseri, for at hengi mig lidenskabelig til leker uten regler, uten rytme; jeg lekte tyveri, skibbrud, ildebrand. Alle disse apparater av polert buksbom og jern syntes mig kolde, klumpede, uten sjæl og uten ynde, indtil min gudmor ved at lære mig hvorledes de skulde brukes, hadde git dem litt av sin charme. Hun løftet meget kjækt manualerne, og idet hun skjøt albuerne tilbake viste hun mig hvorledes barrerne utvikler brystet naar man fører dem nedover ryggen og under armerne.
En dag tok hun mig paa fanget og lovet mig en baat, en baat med hele sin rig og alle sine seil og kanoner i stykportene. Min gudmor talte om sjøvæsen som en sjøulk. Hun glemte hverken mers eller vanter eller barduner eller klyverbom eller bovenbram. Det tok ingen ende med de underlige ord, og hun la som etslags kjærtegn i at uttale dem. De mindet hende vel om mangt og meget. En fé, det er et væsen som gaar paa vandene.
Jeg fik aldrig denne baat. Men jeg har aldrig, selv da jeg var liten, behøvet at eie tingene for at glæde mig over dem, og féens baat har optat mig
