Og min mor, som eiet det guddommelige taalmod og den muntre enfold som kun de sjæle har hvis eneste opgave i denne verden er at elske, fortalte mig paa sin barnslige og poetiske maate hvorledes Kong Edvards to barn, som var vakre og gode, blev revet bort fra sin mor og kvalt i et underjordisk fængsel i Londons taarn av deres onde onkel Richard.
Hun tilføiet, idet hun sandsynligvis tænkte paa et kjendt maleri, at barnenes lille hund gjødde for at varsle dem om at morderne nærmet sig.
Hun endte med at si at denne tildragelse var meget gammel, men saa rørende og vakker at man stadig lavet malerier om den og fremstillet den paa teatrene, og at alle tilskuerne graat, og at hun hadde graatt som de.
Jeg sa at det bare kunde være slemme mennesker som fik hende til at graate saaledes, hende og allesammen.
Hun svarte mig at man tvertimot maatte ha en ædel sjæl og et stort talent, men jeg forstod hende ikke. Jeg kjendte dengang intet til taarernes vellyst.
Vognen satte os av paa Ile Saint-Louis, foran et gammelt hus som jeg ikke hadde set. Og vi gik op en stentrappe, hvis slitte og sprukne trin saa mig litet indbydende ut.
Paa første avsats begyndte en liten hund at bjeffe: »Den er det, tænkte jeg, det er hunden til Kong Edvards barn«. Og en pludselig, uimotstaaelig, vanvittig angst kom over mig. Denne trappe var selvsagt trappen til taarnet, og jeg, med mit retavklippede haar og min fløielsbluse, var ett av Kong Edvards barn. Man vilde ta livet av mig. Jeg vilde ikke; jeg klamret mig til min mors skjørt og ropte:
