finde sig i vor nysgjerrighet og undslipper os netop i det øieblik da vi tror at gripe dem. De er skapt av en maanestraale. Kun løvets susen forraader at de gaar forbi, og deres stemme blander sig med kildernes rislen. Hvis man vover at gripe en flik av deres guldkaape, staar man igjen med en haandfuld tørre blade. Jeg vil ikke være saa ryggesløs at forfølge dem; men deres blotte navn skal aabenbare for os deres væsens hemmelighet.
Fé, paa italiensk fata, paa spansk hada, paa portugisisk og provensalsk fada og fade, og fadette paa den Berry-dialekt som George Sand har gjort kjendt, kommer av det latinske fatum, som betyr skjæbne. Féerne er fostret av den mildeste og mest tragiske, den inderligste og mest vidtspændende opfatning av menneskets liv. Féerne er vore skjæbner. En kvindeskikkelse passer godt til skjæbnen, som er omskiftelig forførende, bedragerisk, fuld av farer, ufred og trylleri. Det er visselig sandt at en fé er gudmor til hver og en av os og at hun luter sig over vor vugge med lykkelige eller frygtelige gaver som vi faar beholde hele vort liv. Om I spør Eder selv hvad menneskene er, hvad der skaper dem og hvad de skaper, vil I finde at den inderste grund for deres lykkelige eller usalige tilværelse er en fé. Claude behager fordi han synger godt; han synger godt fordi hans stemmebaand er harmonisk bygget. Hvem satte de harmoniske stemmebaand ind i Claude's strupe?. Det gjorde féen. Hvorfor stak kongedatteren sig paa den gamle kones spindetén? Fordi hun var livlig og vilter... og fordi féernes raad vilde det saaledes.
Det er netop hvad eventyret svarer, og den menneskelige visdom gaar ikke længere end dette svar. Hvorfor, kusine, er du vakker, aandfuld og god?
