naturens fornyelse, Adonis' evige eventyr, eventyret om hin verdens rose som uophørlig visner hen og blomstrer op paany. Tornerose er ingen anden end Asteria, La tona's skjære søster, hun er Kora og Proserpina. Folkefantasien hadde en lykkelig indgivelse da den gav lyset skikkelse av det som lyset kjærlighetsfuldest kjærtegner paa jorden, en vakker ung pikes skikkelse. For min del elsker jeg Tornerose som jeg elsker Virgils Eurydike og Eddaens Brynhilde, av hvem den ene blev stukket av en slange, den anden av en torn, for at føres tilbake fra de evige skygger, den græske av en digter, den nordiske av en kriger, begge forelskede. Det er de lysende sagnhelters fælles lod at falde livløse om ved berøringen av en spiss gjenstand, torn, klo eller tén. I en legende fra Dekkan, som er nedskrevet av miss Frere, stikker en liten pike sig paa en negl som en Rakshasa har latt tilbake i en dør; hun falder straks som død til jorden. En konge gaar forbi, kysser hende og vækker hende tillive. Det er særtegnende for disse vinterens og sommerens, mørkets og lysets, nattens og dagens dramaer at de altid begynder paany igjen. Fortællingen saaledes som den er gjengit av Perrault, begynder paany naar man tror at den er endt. Tornerose gifter sig med prinsen og faar med ham to barn, den lille Dag og den lille Morgenrøde, Hesiods Aithra og Hemera, eller om I vil Phoibos og Artemis. Under prinsens fravær truer hans mor, som er et trold, en Rakshasa, det vil si den natlige skræk, med at æte op de to prinsebarn, de to unge lys, som frelses ved sol-kongens tilbakekomst. Tornerose har i Vestfrankrige en landsens søster hvis historie enfoldigen fortælles i en meget gammel vise som jeg vil fremsi for Eder:
