ikke længer tælle dem. Parkens trær er sorte og synes større end de er. Den lille sti som løper derhenne mellem haktornhækkene og hvorav jeg kjender hver sten, synes mig i denne stund dyp, eventyrlig og gaadefuld, og jeg indbilder mig uvilkaarlig at den fører til egne som de man ser i drømme. Hvilken herlig aften! og hvor det er deilig at aande! Jeg hører paa dig, fætter; tal til os om eventyr, siden du har saa meget rart at si os om dem. Men for Guds skyld fordærv dem ikke for mig. Jeg varskur dig om at jeg elsker dem. I den grad at jeg er en liten smule vred paa min datter naar hun spør mig om »det er sandt, det med troldene og féerne«.
Hun er et barn av tiden. Tvilen vokser frem hos hende før visdomstænderne. Jeg hører ikke til den samme skole som denne lille filosof i kort kjole, og jeg tror paa féer. Féerne er til, kjære kusine, eftersom menneskene har skapt dem. Alt hvad vi ser i tanken er virkelig: det er endog det ene virkelige. Om en gammel munk kom og sa mig: »Jeg har set djævelen; han har hale og horn«, vilde jeg svare den gamle munk: »Min fader, hvis vi vilde anta at djævelen tilfældigvis ikke var til, saa har De skapt ham; nu er han visselig til. Vogt Dem for ham!« Tro paa féerne, kusine, paa troldene og alt det andet.
Tal til os om féerne og la det andet være. Du sa nyss at der findes lærde mænd som gir sig av med eventyrene. Jeg kan ikke for det, men jeg er forfærdelig ræd at de ødelægger dem for mig. At ta
