ham for litt ældre end han er, og følgelig litt mindre forunderlig. Der er endnu en anden grund hvorfor hun ikke vil at man skal gjøre hendes Pierre en eneste dag ældre end han er. Det er fordi hun vil bevare ham ganske liten, som et spædbarn! Hun føler godt at jo mere han vokser, jo mindre kommer han til at bli hendes barn. Hun føler at han litt efter litt glir fra hende. Ak! de søker jo bare at rive sig løs, disse smaa utaknemlige skapninger! Den første adskillelse er deres fødsel. Fra da av hjælper det ikke at man er deres mor, man har allikevel bare et skjød og to armer at holde dem tilbake med.
Alt dette gjør at Pierre er nøiagtig ni og tyve maaneder gammel. Det er forøvrig en smuk alder, som jeg for min del nærer megen agtelse for; jeg har flere venner paa den alder som har vist sig særdeles hyggelige overfor mig. Men ingen av disse unge venner har saa megen fantasi som Pierre. Pierre knytter forestilling til forestilling med stor lethet og med en smule lunefuldhet.
Han husker enkelte forestillinger fra lang tid tilbake. Han kjender igjen ansigter som har været borte i over en maaned. I de farvede billeder han faar, opdager han tusen smaa ting som fortryller ham og ængster ham. Naar han blader i den billedbok som han synes best om og hvori han bare har revet ut andenhver side, faar han røde roser i kinderne, og der kommer et litt for livlig glimt i hans øine.
Hans mor er ræd disse roser og disse øine; hun frygter at altfor meget arbeide skal trætte en saa liten og endnu myk hjerne; hun er ræd for feber, hun er ræd for alt. Hun er ræd for at bringe ulykke over sit barn som hun har hovmodet sig over. Hun
