tredive aar. Han efterlot sig hustru og et barn som han tilbad.
Hver eneste soldag kunde man under granerne i Boulogne-skogen se en ung dame i sorg sitte og brodere, mens hun over brodernaalen holdt øie med en liten gut som laa paa alle fire mellem sin spade, sin trillebør og nogen smaa sandhauger. Det var fru Trévière. Solen kjærtegnet hendes ansigts varme blekhet, og et overskud av sjæl og liv strømmet ut av hendes beklemte bryst og ut av hendes store, mørke, guldstænkede øine. Hun tok ikke blikket bort fra sit barn, som naar han vilde vise hende »sandkakerne« han hadde lavet, løftet sit rødhaarede hode og sine blaa øine, farens hode og øine.
Han var lubben og rødmusset. Da han vokste op, blev han tyndere, og hans fregnede kinder blev blekere. Det gjorde hans mor urolig. Undertiden naar han sprang omkring i skogen og lekte med sine smaa kamerater og han kom forbi den stol hvor hun sat og broderte, kunde hun gripe ham i flugten, ta ham under haken uten at si et ord, granske med rynkede øienbryn dette lille ansigt og ryste umerkelig paa hodet, mens han paany fløi avsted. Om natten stod hun op ved den mindste støi og blev staaende lutet over den lille seng. Nogen av hendes mands gamle lægekamerater beroliget hende. Barnet var ikke andet end svakelig. Men det trængte til at komme paa landet.
Fru Trévière pakket sine kufferter og reiste til Brolles, hvor hendes mands forældre bodde. For I vet at Trévière var bondesøn og at han til han blev tolv aar gik paa jagt efter trostereder naar han vendte hjem fra skolen.
