lille hode, som hun nu og da vender mot mig, uttrykker en endnu mere rørende tilfredshet.
Jeg kan ikke beherske mig længere. Jeg glemmer Nemesis og utbryter:
– Se paa hende, se hvor hun er søt der i skuffen! Med en halvt skjelmsk, halvt frygtsom haandbeægelse la hendes mor fingeren paa min mund. Saa vendte hun tilbake til den herjede skuf. Imidlertid forfølger jeg min tanke:
– Kjære veninde, om Susanna er beundringsværdig for hvad hun vet, er hun ikke mindre beundringsværdig for hvad hun ikke vet. Det er netop i sin uvidenhet at hun er fuld av poesi.
Ved disse ord vender Susannas mor øinene mot mig og smiler litt til siden, hvilket er tegn paa at hun gjør nar av mig, saa utbryter hun:
– Susannas poesi! din datters poesi! Men hun liker sig bare i kjøkkenet, din datter! Forleden dag fandt jeg hende midt oppe i alt kjøkkenavfaldet, henrykt. Kalder du det poesi?
– Det gjør jeg rigtignok, kjære veninde. Den ganske natur gjenspeiler sig i hende i en saa straalende renhet, at intet i verden er smudsig for hende, ikke engang kurven med kjøkkenavfaldet. Derfor fandt du hende forleden dag ute av sig selv av henrykkelse over kaalbladene, løkskrællene og rækehalerne. Hun var fortryllet, kjære frue. Jeg forsikrer dig at hun omskaper naturen med en englelig magt og at alt hvad hun ser, alt hvad hun rører, præges for hende av skjønhet.
Under denne tale forlot Susanna komoden og gik hen til vinduet. Hendes mor fulgte efter hende og tok hende i sine armer. Natten var stille og varm.
