at betragte hende naar jeg kan gjøre det uten at plage hende.
Hun sat der og kloret sin hane og blev raadvild, da hun ikke begrep at noget som sees ikke kan gripes. Det gik over hendes forstand; alt gaar forresten over hendes forstand. Det er netop det som gjør Susanna saa merkværdig. De smaa barn lever i et evig mirakel; alt er for dem et under; det er derfor der ligger saa megen poesi i deres blik. De lever like ved os, men de bebor andre egner end vi. Det ukjendte, det guddommelige ukjendte omgir dem.
– Lille tossehode! sa hendes mor.
– Kjære veninde, din datter er uvidende, men fornuftig. Naar man ser en vakker ting, vil man eie den. Det er en naturlig tilbøielighet, som lovene har tat hensyn til. Beranger's zigøinere som sir se, det er at eie, er vismænd av en sjelden art. Hvis alle mennesker tænkte som de, vilde der ingen civilisation gives, og vi vilde leve nøkne og uten kunster, som Ildlandets beboere. Du er ikke av deres opfatning; du elsker de gamle vævede tæpper hvor man ser storker gaa omkring mellem trær, og du dækker alle husets vægger med dem. Jeg bebreider dig det ikke, langt derifra. Men forstaa da ogsaa Susanna og hendes hane.
– Jeg forstaar hende; hun er som lille Pierre som bad om maanen i en bøtte vand. Han fik den ikke. Men, min ven, gaa ikke hen og si at hun tar en malet hane for en virkelig hane, for hun har aldrig set nogen.
– Nei; men hun tar en illusion for en virkelighet. Og kunstnerne er vel en smule ansvarlige for hendes feiltagelse. De har nu længe med linjer og
