hendes blik. Over hendes lille ansigts rørende, ærværdige sløvhet, gled der noget som lignet et beaandet glimt.
Hun utstøtte et skrik som en saaret fugl.
– Det er kanske en naal som har stukket hende, tænkte hendes mor, som lykkeligvis har sans for livets virkelighet.
Disse engelske sikkerhetsnaaler gaar op uten at man vet av det, og Susanna har hele otte av dem paa sig!
Nei, det var ikke en naal som stak hende. Det var kjærligheten til det skjønne.
– Kjærligheten til det skjønne, naar man er tre maaneder og tyve dage gammel?
– Ja, døm selv: hun smøg sig halvt ut av sin mors armer, hun slog med næverne paa bordet og strævende med aksler og knær, pustende, hostende; siklende, fik hun endelig fat paa en tallerken. En gammel landsens pottemaker fra Strassburg (det maatte være en enfoldig mand; fred være med hans ben!) hadde paa denne tallerken malet en rød hane.
Susanna vilde gripe denne hane; det var ikke for at spise den, det var altsaa fordi hun fandt den vakker. Hendes mor, for hvem jeg utviklet denne enkle tankegang, svarte mig:
– Hvor du er dum! hvis Susanna hadde kunnet gripe hanen, vilde hun med en gang ha ført den til munden istedenfor at beskue den. Hvor kloke mænd har litet sund fornuft!
– Det vilde hun ha gjort, svarte jeg; men hvad beviser det andet end at hendes forskjellige og allerede talrige evner har munden til sit vigtigste organ? Hun øvet sin mund før hun øvet sine øine, og det
