nogen nævneværdig tykkelse. Det beroliget mig litt. Forresten holdt jeg mig vaaken. Det er ikke i denslags selskap, forstaar I vel, at man faar blund paa øinene. Jeg holdt mine vidt aapne. Og allikevel (det var et nyt mirakel) fandt jeg mig med én gang igjen i det solfyldte kammer, hvor jeg ikke saa nogen anden end min mor i lyserød morgenkjole, og uten at jeg paa nogen maate visste hvordan natten og spøkelserne var forsvundet.
– For en syvsover du er! sa min mor og lo.
Og jeg maatte vist være en stor syvsover.
Igaar, mens jeg slentret langs kaierne, saa jeg i butiken hos en kobberstikhandler én av disse mapper med groteske billeder hvori lotringeren Callot øvet sin fine, haarde radernaal og som nu blir sjeldne. I min barndoms tid dækket en skilderihandlerske, madam Mignot, som bodde like ved os, én hel væg med dem, og jeg saa paa dem hver dag naar jeg gik ut med barnepiken og naar jeg vendte tilbake; jeg matet mine øine med disse vanskapninger, og naar jeg laa i min lille sprinkelseng, gjensaa jeg dem uten at ha forstand nok til at gjenkjende dem. Han var en stor tryllekunstner, Jacques Callot!
Den lille mappe som jeg bladet i, gjenopvakte hos mig en hel svunden verden, og jeg følte stige op i min sjæl noget som en støvsky fyldt med vellugt hvori jeg saa elskede skygger drage forbi.
