De mennesker som har sagt mig at de intet husker fra sin barndoms første aar, har forbauset mig meget. Jeg for min del har bevaret levende minder fra den tid da jeg var en ganske liten gut. Det er visselig kun spredte billeder, men de trær netop derved frem med desto større glans mot en mørk og hemmelighetsfuld bakgrund. Skjønt jeg endnu har langt igjen til alderdommen, synes disse minder, som jeg elsker, komme fra en uendelig fjern fortid. Det staar for mig som om verden dengang var i sin nyhets pragt og klædt i friske farver. Hvis jeg var en vildmand, vilde jeg tro at verden var like ung eller, om I vil, like gammel som jeg. Men til min ulykke er jeg ingen vildmand. Jeg har læst mange bøker om jordens ælde og arternes utvikling, og jeg maaler med tristhet individernes korte bestaaen paa slegternes lange liv. Jeg vet derfor at det ikke er meget længe siden jeg laa i min sprinkelseng i et stort kammer i et gammelt, forfaldent hus, som senere er revet ned for at gjøre plass for Kunstakademiets nye bygninger. Det var der min far bodde; han var en beskeden
