ser jeg nu. Det er den samme himmel og den samme jord; tingene har endnu sin fordums sjæl, en sjæl som gjør mig glad og vemodig; han alene er ikke mere.
Det er derfor at jeg, jo ældre jeg blir, mere og mere interesserer mig for skolebarnenes tilbakekomst.
Hvis jeg hadde været kostelev i et gymnasium, vilde mindet om min skoletid ha været mig en plage, og jeg vilde ha jaget det bort. Men mine forældre satte mig ikke i det fængsel. Jeg var elev i et gammelt klostermæssig og bortgjemt college; jeg saa hver dag gaten og hjemmet, og jeg var ikke som kosteleverne avskaaret fra baade det offentlige og det private liv. Derfor var mine følelser heller ikke en slaves; de utvikledes med den styrke og mildhet som friheten gir alt som vokser op i den. De var ikke blandet med hat. Min nysgjerrighet var kun av det gode, for det var for at elske at jeg vilde vite. Alt hvad jeg saa paa veien, menneskene, dyrene, tingene, bidrog mere end man skulde tro til at gjøre mig fortrolig med det som er enkelt og sterkt i livet.
Intet er som gaten til at bringe et barn til at forstaa samfundets opbygning. Man maa i den aarle morgenstund ha betragtet melkekonerne, vandbærerne, kulmændene; man maa ha iagttat kolonialhandlerens, slagterens og vinhandlerens boder, man maa ha set soldaterne marsjere forbi med musikkorps i spissen; man maa ha indsuget gatens luft for at forstaa at arbeidets lov er guddommelig og at enhver maa røgte sin dont paa denne jord. Jeg har fra disse streiftog morgen og aften, hjemmefra til skolen og fra skolen og hjem, bevaret en nysgjerrig kjærlighet til haandverkene og haandverkenes utøvere.
