bejdskraft gaar ledig, da er jo arbejdslønnen saa høj som den i det hele taget kan bli. Ikke blot penge, men forholdsvis mange penge vil derfor befolkningen til enhver tid ha i lommen under den fri konkurrences regimente, og ikke blot sine nødvendigheds-behov men ogsaa endel af sine luxus-behov vil den være istand til at presentere i efterspørgselen. Thi at de konkurrerende producenter er nødt til at sælge saa billige som muligt, vil jo si, at den arbejdende befolkning for sin løn kan købe tilbage alt hvad den producerer, minus det som de konkurrerende producenter er absolut nødt til at holde tilbage, dels for selv at kunne leve, og dels for stadig at kunne øge produktions-materiellet saa produktionen kan holde skridt med befolkningens vext.
De konkurrerende producenter har altsaa ikke brug for nogen oversigt; i det øjeblik konkurrencen er fri regulerer den ganske af sig selv, rent automatisk, produktionen efter befolkningens behov — og tilfresstiller disse behov op til den grænse, det sættes af befolkningens egen produktions-evne. —
Saadan ræsonnerte revolutionsmændene, og deres ræsonnement blev paa revolutionens tid tat for god fisk —: den fri konkurrence hilstes overalt som den store befrier, og det raabtes leve for den alle vegne.
