kelte, som helt ud forstod situationen, at samle alle de andre i den samme forstaaelse og derved vække hos dem alle, ikke blot viljen, men ogsaa det mod, den energi, og det ubrødelige samhold som skulde til for at gjøre det af med ejendomsretten. Et uhyre arbejde var det — og mens dette arbejde stod paa maatte altsaa menneskene sukke videre under formaalenes aag.
Kraftberuste hadde menneskene staat der, ved begyndelsen af opfindelsernes grødefulde tidsalder, og stirret begejstret ind i en lys lokkende fremtid, mens de følte nye, og bestandig nye, svimlende kræfter gro frem under sine hænder —: Ha! smilende fremtid, hvos al fortidens nød og elendighed var som blæst bort for deres aandes pust. . . hvor de med en liden brøkdel af sin mægtige kraft kunde organisere en produktion, der rigelig sikret den sølle existens saa de aldrig mer behøvet at ofre den en tanke — for saa med hele resten af sin vælde at storme frem mod det lysende maal, begyndelsen til alt egentligt liv: menneskehedens store møde med sig selv! Ha, for en fremtid!... ingen tanke mere paa det sølle udkomme... arbejdet blit en fri glad leg... alle kræfter sat i bevægelse ved tanken paa det store vinkende maal — aa gudskelov, at revolutionen itide hadde frigjort deres kræfter saa de kunde bruge dem...
Men ak, det var kun et øjebliks drøm! De stakler hadde gjort regning uden den djævelske magt der
