Saaledes og ikke anderledes kommer revolutionen nødvendigvis til at ende, saasandt den begynder med at suspendere eiendomsretten. —
Paa forhaand at sætte op som revolutionens program: „Ned med eiendomsretten og pengene!“ duer imidlertid ikke. Hvis vi, der allerede nu har faat øinene op for pengenes idioti, vilde gi os til at prædike revolution paa dei program, da kom vi ganske sikkert til at tale for døve øren. Sætter vi derimod som revolutionens program: „Ned med den arbeidsordning der fremtvinger de evige lønskampe!“ da har vi alle chancer for at vinde gehør. Imod denne forhadte arbeidsordning vilde befolkningen allerede forlængst ha reist en revolution, hvis den ikke forskrækket var stanset op foran det uhyggelige spørgsmaal: „Hvad i alverden skal vi leve af mens revolutionen staar paa, naar alt arbeide er lagt ned og vi ingentig tiener længer?“ Og har vi først faat befolkningen til at forstaa, at det spørgsmaal ikke volder nogensomhelst vanskelighed, hvis bare revolutionen begynder med at suspendere eiendomsretten, da blir revolutionen øieblikkelig reist. Men engang reist kan den altsaa umulig komme til at ende med noget andet end med eiendomsrettens og pengenes definitive afskaffelse — og derfor siger vi: „Leve revolutionen ligemeget paa hvilket program den reises, naar blot befolkningen der reiser den har det brændt som med gloende jern ind i sin bevidsthed, at sejren afhænger af at eiendomsretten suspenderes, og af ingenting andet.“
