som et frit selvstændigt væsen hvem intet i verden kan binde. Den frygtelige dag da kjærligheden er slukket i den anden vil altsaa kunne komme. Og ikke det alene, men den vil kunne komme naarsomhelst — ingen tryghed mulig i det øjebli man elsker et frit selvstændigt væsen hvem intet i verden kan binde. Derfor blir deres kjærlighed en kjærlighed i frygt og bæven saalænge de er skilte — og naar stevnemødets timme nærmer sig, da iler de hinanden imøde med bange skjælvende hjerter, fortæret af længsel efter at beruse sig i den salige vished.
Og ikke før faar de øje paa hinanden før visheden atter slaar ned i dem. Intet binder dem nemlig til hverandre uden deres kjærlighed; hadde kjærligheden vært slukket i den ene, vilde kun den anden være kommet... hadde den vært slukket i dem begge, hadde ingen af dem mødt — nu møder den ene som den anden, altsaa lever kjærligheden endnu i dem begge to! Og lykkeberuste stormer de hinanden imøde og griber hverandres hænder og stirrer hinanden ind i sjælen — og beruser sig paany i den vellystige vished, til de atter, sanseløst betagne, synker i hinandens favn...
Og naar saa de atter maa skilles, da blir det den samme historie om igjen —: deres kjærlighed blir atter en kjærlighed i frygt og bæven indtil de paany kan mødes. Saadan er kjærligheden. Saalænge den bestaar, kastes de elskende frem og tilbage, fra berusende vished til skjælvende længsel, fra skjælvende længsel til berusende vished. Og anderledes kan det
