paa, at det er en ganske djævelsk snedig indretning, den lumske fælde du har fanget dem i ved at narre dem din ejendomstheori — den er slet ikke saa ligetil at komme ud af igjen! Og at menneskene gik i fælden, det var ikke blot saare naturligt, men det taler endog til deres fordel. Netop fordi de hadde guddomsgnisten i sig var det, at din ejendomstheori kunde besnære dem — og paa guddomsgnisten i dem var ogsaa din lumske theori lagt an. Du sa ikke til dem:
— Jeg hører, mennesker, at I tænker paa et arrangement for at sikre menneskehedens existens. Det er en dumhed. „Menneskeheden“ existerer ikke andre steder end i jer fantasi — hvad der virkelig existerer er de enkelte mennesker. Gjør altsaa ingen anstalter for en indbildt menneskeheds skyld, men sørg for jer selv. „Hver sørge for sig!“ — det er det almene bedste.
Hadde du paa den maade plumpt røbet din hensigt, menneskene hadde alle som én bedt dig drage langt did ind hvor du hører hjemme. Og det vidste du; derfor presenterte du dig i diplomatfrak, og sa alvrolig til dem:
— Skal menneskeheden kunne leve er det aldeles nødvendigt, at massen af mennesker uafladelig arbejder paa at frembringe, hvad menneskeheden behøver.
Den enkle sandhed forstod de.
— Vil I altsaa sikre menneskehedens existens? spurgte du saa, højtidelig.
Og det vilde de alle. For de var mennesker. Hadde de vært som de andre dyr, de hadde svaret dig alle
