mende producenter de samme tre fordele som den hadde bragt deres kolleger i Østen —: De kunde holde sig fremmed konkurrence fra halsen og derved opnaa bedre priser; de slap at producere mere end der kunde sælges og undgik derved det spild af arbejdsløn som den fri konkurrence gjør nødvendig; og endelig kunde en mængde funktionærer og mellemmænd afskediges som overflødige. Men ganske som i Østen skreg arbejderne, funktionærerne og mellemmændene op og forlangte beskyttelse mod dette brud paa den fri konkurrence — og fik medhold af de ikke sammensluttede pengepisk-svingere, som hverken trodde paa muligheden af at drive al produktion under ét, og ej heller for nogen pris vilde opgi sin selvstændighed. Følgen blev derfor, at spørgsmaalet om, ved lov at beskytte den fri konkurrence, ogsaa i Vesten blev sat paa dagsordenen.
I Vest som i Øst var der altsaa blandt pengepisk-svingerne et parti der holdt paa at produktionen burde organiseres fra oven — og blandt befolkningen et parti som vilde organisere den fra neden. Men i Vesten som i Østen var disse to partier i haabløs minoritet; massen af befolkningen saavelsom massen af pengepisk-svingere hele pengefælden over ansaa den fri konkurrence for at være det eneste mulige produktionssystem, og trodde at alt hvad der lod sig gjøre var at bøde paa dette systems ulemper ved at la arbejderne organisere sig, saa de kunde opnaa lidt bedre vilkaar.
I Vesten som i Østen blev derfor den vanvittige privat-økonomi ikke blot forsat; men der var ogsaa
