det svimlende beløb der lidt efter lidt var blit dem betroet, og vilde selvfølgelig heller ikke ha det nu — for at kunne forrente pengene hadde de jo altid maattet laane dem ud efterhvert som de blev dem betroet. Hvad bankerne sad inde med var nu som før kun de sikkerheder de hadde faat for sine udlaan, og det var netop disse sikkerheder, som nu viste sig bare at være værd ⅕ af de laan de skulde garantere. Gik altsaa gründerne paa og vilde ha sine penge hadde bankerne ingenting andet at gjøre end at opgi sit bo og i guds navn la centralbanken og de gamle gründere dele mellem sig de ejendomme der udgjorde boets masse, og som altsaa nu kun repræsenterte en femtedel af hvad der var blit laant paa dem. — Og staten fik saa se til at arrangere sig med landmændene saa den herefter kunde faa laant de ⅘ af deres guld, siden gjældsfondet ialfald foreløbig bare magtet at indløse ⅕ af det.
Saadan kom den til at fortone sig, den nye krise som laa og luret bag den raadne ballance. En truende mørk sky, ladet med uvejr og storm, var altsaa ifærd med at trække op paa vor fremtids horisont — vi bare ikke la mærke til det, fordi enhver af os ikke hadde tanke for andet end sin egen private økonomi og lod landets økonomi sejle sin egen sø.
Ejendomsbesidderne og de ledige funktionærer kunde jo imidlertid ikke la være at se, at deres formuer løb fra dem med en fart af 8½ million om ugen. De saa udmærket godt at de var ifærd med at glide nedad et uhyggeligt skraaplan, og forstod fuldt vel, at
