deres forbrug. Ejendomsbesidderne hadde jo oprindelig 15 milloner kroner i ugentlig indtægt af sine ejendomme, og af den indtægt levet de; pantelaansrenten blev betalt af deres aktie-udbytte, og resten af udbyttet lagt til deres formue. Nu derimod indbragte ejendommene bare 1 millioner om ugen, og da ejendomsbesidderne levet som før gik derfor de 8 millioner i aktieudbytte med til at leve for. Industri-funktionærerne hadde paa sin side, dengang de alle var i virksomhed, tjent 10 millioner om ugen og levet af dem, mens de la sit aktie-udbytte tilside. Nu derimod, da en femtepart af dem gik ledige og de øvrige hadde faat sin løn reduceret med 25%, var det ikke 10 men bare 6 millioner funktionærerne oppebar i løn om ugen — og da de fremdeles levet som før gik der med 4 millioner mer end de tjente. Tilsammen brugte altsaa ejendomsbesidderne og industri-funktionærerne, ud over hvad deres ejendomme og deres arbejde indbragte dem, hele 12 millioner om ugen, altsak akkurat det beløb der i det hele taget tjentes i landet. Men just fordi alle de penge der tjentes i landet blev brugt, netop derfor var det ogsaa, at der nu var ballance i tingene.
Det var imidlertid en raadden ballance, fordi ejendomsbesidderne og industri-funktionærerne, som brugte de 12 millioner, selv bare tjente en del af dem, og altsaa maatte ta resten af sine formuer.
De 8 millioners udbytte, som faldt paa ejendomsbesiddernes aktier, var nemlig ganske rigtig alt hvad de ud over sin personlige indtægt behøvet for at kunne dække sit personlige forbrug. Men de hadde jo ogsaa
