istedenfor at de hidtil hadde lat den afskrive paa sit aktie-udbytte. Da pantegjælden beløb sig til ⅔ af eiendommenes værdi, var 7 procent af den lig 4⅔ procent af ejendommenes fulde værdi — og ejendomsbesidderne som hidtil hadde brugt de 10 procent eiendommene indbragte til at leve for, beholdt nu af dem bare de 5⅓ procent tilbage. Eller for at bruge positive tal —: De 10 procent som eiendommene indbragte, gav eiendomsbesidderne en indtægt af 15 millioner kroner om ugen, og dem brugte de til at leve for. Samtidig gav udbyttet af deres aktier dem en ugentlig indtægt af 20 millioner, og naar de 7 millioner i pante-laansrente var afskrevet paa dette aktie-udbytte, hadde de altsaa endnu en nettofortjeneste af 13 millioner tilbage. Men saa kom krisen og reducerte i de to første uger deres aktie-udbytte til det halve, saa der netto bare blev 3 millioner tilbage naar pantelaans-renten var afskrevet. Og da der saa den tredie uge slet ikke blev udbetalt noget aktie-udbytte mere, maatte de stakkels eiendomsbesiddere ta de 7 millioner bankerne skulde ha, af de 15 millioner de hadde tat ind i husleie, og hadde altsaa bare 8 millioner at leve af, hvis de ikke vilde begynde at tære paa sin formue. Og det vilde de ikke. De besluttet sig til i guds navn saalænge krisen stod paa at leve af de 8 millioner om ugen, og af hvad de forresten foreløbig kunde indspare paa eiendommenes vedligehold.
I den fjerde uge kjøbte derfor byernes eiendoms-besiddere, som hidtil hadde vært industriens bedste kunder, for 7 millioner mindre i industri-artikler end
