Men efterhvert som produktionen voxer, falder priserne paa landmandsprodukter, og tilslut blir de saa lave, at selv det nye arbejdsbesparende jordbrug ikke er nogen „god forretning“ længer — og kapitalen trækker sig da atter sky tilbage fra jordbruget.
Men inden det punkt er naad, er allerede ulykken sket:
Det nye intensive jordbrug, som optar saa forholdsvis liden plads og beskjæftiger saa forholdsvis faa arbejdere, har da allerede fortrængt og afløst det gamle extensive jordbrug, der optog saa godt som al dyrkbar jord og beskjæftiget den hele landbefolkning — det gamle jordbrug „lønner sig“ nemlig forlængst ikke mer. Om en jordejer nu lejet arbejdere til at dyrke sin jord paa den gamle manér, saa vilde hele ejendommens afkastning, solgt til dagens lave priser, ikke kunne betale arbejdslønnen engang, langt mindre de øvrige driftsomkostninger — saa det lar jordejeren nok være. Og vil han isteden gaa over til intensiv drift, da er det nu blit en meget tvivlsom „forretning“; konkurrencen er jo allerede saa altfor stærk — og dertil behøves desuden en stor kapital. Selv om jordejeren virkelig raader over den nødvendige kapital, vil han ganske sikkert betænke sig to gange paa at sætte den ind. Og raader han ikke over den, vil han ialfald ikke kunne faa den tillaans til det brug — kapitalen befatter sig nemlig ikke mere med jordbrugsforretninger.
Al den jord som ikke er lagt under intensiv dyrkning — og det er de no tiendeparter af den — ligger altsaa nu brak, fordi det ikke lønner sig for ejerne at
