— befolkningen fik jo endnu fremdeles for sit arbejde ikke andet end det rent nødtørftige.
Mens vi pengepisk-svingere gjennem alle disse aar, ved siden af det vi brugte, uafladelig hadde tjent penge, og fler og flere penge jo længer det led, hadde befolkningen den hele tid ynkelig maattet spinke og spare paa alle bouger og kanter for at faa sin usle løn til at strække til, bare til det aller nødvendigste. Men ikke knur, ikke suk, ikke klage hadde den lat høre fra sig. I stolt bevidsthed om, at den ved sit haarde arbejde lidt efter lidt gjorde landet uafhængigt af barbarerne og derved beredte en lys og lykkelig fremtid, om end kanske ikke for sig selv, saa ialfald for sine børn, hadde denne tapre befolkning en hel menneskealder igjennem, dag ud og dag ind, ufortrødent gaat til sin utaknemmelige gjerning, med lyst sind og frejdigt mod, speidende soløjet fremover mod den dag, da dens kaar atter vilde kunne lysne fordi maalet var naad. For det var befolkningen dybt overbevist om, at ikke en dag længer end nødvendigt vilde vi, der svang pengepisken, fortsætte med at svinge den paa dette barbariske vis.
Hadde vi da sveget denne tapre befolknings tillid?
— Nej, endnu hadde vi ikke sveget den. Ikke blot hadde det indtil dette øjeblik vært nødvendigt at svinge pengepisken saa ubarmhjertig som vi gjorde, men i virkeligheden hadde ogsaa vi der svang den indtil dette øjeblik paa vort vis optraadt ligesaa patriotisk som den brave befolkning. Blodige penge hadde vi tjent paa dens arbejde, men vi hadde sande-
