kræver anvendelse af al arbejdskraft. Men skru arbejdslønnen ned under et vist niveau, og befolkningens efterspørgsel blir utilstraSkkelig; eller læg tjente penge tilside, og vor egen efterspørgsel blir utilstrækkelig. I begge tilfælde blir varer liggende usolgte paa lager, produktionen maa indskrænkes, og der blir ikke blot arbejdsløshed og nød blandt befolkningen, men ogsaa vor egen gevinst blir forringet.
Manglende kjøbeevne hos befolkningen, manglende kjøbevilje hos os selv, det var de to undervandsskjær, hvorpaa vor økonomiske skude alene kunde strande. Og da vi kjendte de to blindskjær, og temmelig nøje vidste hvor de laa, styrte vi altid flot klar af dem, saalænge vi selv hadde fuld kommando over vor skude.
Men saa kom altsaa barbarerne og tvang os ved deres konkurrence ud af vor gamle kjendte rute — og den sejlads paa maafaa vi da begyndte har nu tat en sørgelig ende. Vor arbejdsløn har pludselig vist sig at være blit for lav, følgen er blit kriser og daarlige tider, og under den økonomiske usikkerhed som derved er kommen til at herske, tør vi ikke engang længer bruge det lille vi tjener. Med andre ord: da vi først med vor boug er stødt mod det ene af de to farlige blindskjær, har skuden lagt sig paatværs og er af sig selv svinget med agterenden op paa det andet. Og der ligger vi altsaa nu.
