blir os fravristet. Og hvem ved: naar det bare er os selv der svinger pengepisken i landet, kanske kan vi da endnu finde paa midler til at mildne eller endog til helt at bøde paa den elendighed der følger med det nye system — vi som ialfald er i besiddelse af den gode vilje, der saa ganske og aldeles mangler disse vestlige djævle. Altsaa frisk mod, brødre! op med dørene, og lad barbarerne komme — vi frygter dem ikke.
Og dermed slog de modige og forstandige smaa gule mænd resolut sit lands døre op paa vidt gab, og bød de fremmede velkommen.
KAPITEL IV
Den lille gule mand
Den optræden kunde Vestens pengepisk-svingere godt li, og da Den Opgaaende Sols Land sendte dem en ambassadør til at repræsentere sig i Vestens hovedstad, blev han meget venskabelig modtat. Ikke før var han kommet, før man strax gjorde sig en ære af at føre ham omkring og vise ham alle Vestens herligheder —: den vældige dampskibsflaade, jernbane- og telegrafnettet, maskinerne, fabrikerne, kjæmpeværkstederne, og det hele. Man hadde ventet at se den lille gule mand falde fra forbauselse i forbauselse over
