Imidlertid blev skavlene mindre og mindre, og tilslut forsvandt de helt, og terrænget blev ganske flatt. Føret rettet efterhaanden paa sig og blev bedre og bedre, uvist av hvilken grund, for uveiret fortsatte med samme kraft, og foken — nu blandet med nedbør — var tættere end nogensinde. Det var bare saavidt kjøreren kunde se sine egne hunder. Terrænget, som hadde flatnet sig fuldstændig ut, gjorde fra tid til anden indtryk av at sænke sig. Man skulde ihvert fald tro det paa den fart, slædene fik av og til. Hundene satte avsted i gallop ret som det var. Den agterlige storm hjalp jo ogsaa noget til, men alene kunde den ikke bevirke denne forandring. Jeg likte ikke den tendens, terrænget viste til at falde undav. Efter min mening skulde vi aldeles ikke finde noget saadant mere, efterat vi hadde rukket op i den høide, vi hadde. Svak heldning opover muligens, men nedover — nei, det stemte ikke med mit bestik.
Endnu hadde ikke undavløpet været saa stort, at det virket foruroligende. Skulde det for alvor begynde at gaa utover, fik vi stoppe og slaa leir. At rende undav i fuld gallop komplet i blinde og i fuldstændig ukjendt terræng vilde være vanvid. Vi kunde jo risikere at stupe ut i en eller anden avgrund, inden vi fik tid til at ta os for. Hanssen kjørte som vanlig først. Egentlig skulde jeg nu ha været forløper, men det ujevne terræng i begyndelsen og senere den hurtige fart hadde bevirket, at det var umulig at gaa saa hurtig, som hundene kunde trække. Jeg fulgte derfor ved siden av Wistings slæde og smaapassiarte med ham. Pludselig ser jeg Hanssens bikjer lange ut, og nedover bakke gik det i vildeste fart. Wisting efter. Det lykkedes mig at faa brølt til Hanssen,
