os Ole Engelstads fjeld, som vi maatte passere under for at komme ind i bræarmen mellem dette og Nansenfjeldet, begyndte spændingen at stige. Hvordan ser bunden ut? Gaar bræen jevnt over i vidden, eller er den opsprukket og ufremkommelig? Vi rundet Engelstadfjeldet mere og mere. Større og større blev aapningen mot bunden. Det saa yderst bra ut terrænget, eftersom det kom tilsyne og vor antagelse fra den foregaaende dag syntes ikke at skulle bli gjort tilskamme.
Endelig aapnet hele landskapet sig, og uten hindring av nogensomhelst art laa den sidste part av opstigningen for os. Den var baade lang og brat at se til, saa vi blev enige om at gjøre holdt og ta en liten hvil, inden vi begyndte det avsluttende angrep.
Vi stoppet like under Engelstadfjeldet paa en lun, solfuld plads. Vi tillot os ved denne anledning en liten lunch, noget vi hittil aldrig hadde tillatt os. Kokekassen blev tat frem, og snart duret primussen saaledes, at vi forstod det ikke vilde ta lang tid, inden chokoladen var færdig. Det var en himmelsk nydelse denne drik. Vi hadde alle gaat os varme, og ganen var tør som knusk. Indholdet blev utdelt av kokken, Hanssen. Det nyttet ikke at be ham at dele likt. Han var ikke at formaa til at ta mere end halvparten av, hvad der tilkom ham. Resten maatte han dele mellem sine kamerater. Drikken han hadde tilberedt denne gang kaldte han vistnok chokolade, men jeg hadde vanskelig for at tro ham. Han var økonomisk Hanssen, og tillot ikke noget sløseri. Det kunde ganske godt merkes paa hans chokolade. Nu ja, for folk, som var vant til at betragte „vand og brød” som en nydelse, smakte denne som før nævnt rent himmelsk.
