jeg var saa sikker paa, at han hadde naadd maalet, at jeg ikke engang spurte om det. Først efter en times forløp, da saa meget andet var drøftet, spurte jeg: „Ja, De har naturligvis været paa Sydpolen???”
Et par dager blev vi liggende; paa grund av den korte distanse til „Framheim” blev proviant, utstyr o.s.v. kjørt ombord. Hvis ikke isen de sidste par dager var drevet ut i saa store mængder, vilde det sandsynligvis ha tat os en à to uker for at kjøre ombord det samme kvantum.
Klokken 9½ eftermiddag den 30. januar 1912, i tæt taake, tok vi ind fortøiningene og viftet et sidste farvel til den mægtige barriere.
FRA ISBARRIEREN TIL BUENOS AYRES VIA HOBART
Allerede dagen efter vor avgang fra isbarrieren var alt det ombordtagne bortstuvet, saa det saa ikke ut, som om der var kommet dobbelt saa mange mand, flere hundrede kasser og utstyr ombord, eller at vi var kommet ind i noget fuldstændig nyt. Forandringen merkedes kun paa dæk, hvor 39 kraftige bikjer holdt leven dagen lang, samt i forsalongen, der var blit som ny. Denne, som i et aar hadde været øde, tom og uhyggelig, var blit fuld av folk, var lys og venlig, og det var en sand fornøielse at være der, især nu, da alle hadde noget at fortælle, chefen fra sin tur, Prestrud fra sin og Gjertsen eller jeg fra „Fram”s.
Der var imidlertid ikke svært megen tid til at skravle. Chefen begyndte straks med at skrive telegrammer og
