op under og i læ av østre barriere for om mulig at finde slak is eller aapent vand; men nei, like langt ut laa den faste is. Det viste sig, at vi ikke kunde komme længere syd end 78° 30’ d. v. s. 11 kvartmil nordligere, end vi kom ind ifjor og ikke mindre end 15 kvartmil fra „Framheim”, naar bugtens retning tages i betragtning.
Vi var altsaa nu tilbake paa samme sted, som vi forlot 14. februar 1911 og hadde saaledes været rundt jorden: den tilbakelagte distanse paa denne rundreise er 25,000 kvartmil, hvorav kommer 8000 paa det oceanografiske togt i det sydlige Atlanterhav.
Ikke mer end 4 timer blev vi liggende i læ av østre barriere; vinden, som saa ofte var os imot, var sig sit princip tro til det sidste. Den blev naturligvis nordlig og stod ret paa bugten; drivisen fra Rosshavet kom ind og ved midnat gik det utover igjen.
Jeg hadde tænkt at sende en mand op til „Framheim” for at melde, at vi var kommet; men veirforholdene tillot det ikke. Desuten hadde jeg kun et par private ski ombord og kunde derfor ikke sende mere end én mand. Det bedste vilde jo ha været, om flere gik ifølge.
Utpaa formiddagen den 10de lettet det efterhaanden og klarnet op, vinden løide av, og det gik atter indover. Da barometret likeledes steg jevnt og fint, gik Gjertsen ved 1-tiden paa ski opover.
Senere paa kvelden kom en hund springende utover paa sjøisen, og jeg tænkte, det var en, som var kommet ut i Gjertsens skispor; men det blev mig senere fortalt, at det var en av de halvvilde hunder, som sprang omkring paa isen og som ikke viste sig ved huset.
Vinden frisket imidlertid igjen, vi maatte atter ut et
