anden strofe tilende. Han kunde imidlertid ikke dy sig, men maatte op og se. Det varte dog ikke længe, før han kom ned igjen med et „Gud bevare mig, aa det blaaser, aassaa saan’t himlane hav; nei, da var det nok baade varmere og lunere nede hos kjøtgrytene”.
Til middag, som almindelig spistes under munter passiar, hadde vi grøn ertesuppe, mørbrader med en akvaviter til og karamelpudding, saa man ser, kokken har faat god rutine i at aapne bokser, selv i orkan. Eftermiddagen nød vi vor almindelige søndagscigar, mens Kanarifuglen, som er blit Kristensens kjæledægge og hænger i hans lugar, sang i vilden sky.
Den 14. mars saa vi det sidste isfjeld paa hele turen. Alt ialt har vi set og passert 500 à 600 fjeld.
Vinden holdt sig stadig fra N.O. i en halvanden ukes tid, og jeg begyndte saa smaat at tro, at vi skulde bli liggende hernede og agere den flyvende hollænder. Det var alle mulige tegn paa vestenvind, men den kom ikke. Nat til 18de klarnet det op; lette cirrusskyer dækket over himmelen, og om maanen var det ring. Dette sammen med den svære dønning og det sterke barometerfald tydet paa, at noget var i vente. Søndag den 19. mars var vi da ogsaa inde i en cyklon. Ved at manøvrere efter reglene for at undgaa en cyklon paa den sydlige halvkule, gik vi ialfald godt klar den ene halvcirkel. Søndag eftermiddag ved 4-tiden var barometret nede i 700 m/m., den laveste barometerstand, jeg har hørt tale om. Fra klokken 12 til klokken 4 eftermiddag var det stille med svær sjø. Straks efter blaaste det op til storm fra N.V., men den løide i løpet av et par dager ganske langsomt av til kuling fra samme kant.
