Efter at ha gjort os sjøklare lot vi gaa fortøiningene paa
isbarrieren kl. 9 fm. den 15. februar 1911. Hassel, Wisting,
Bjaaland og Stubberud var nede for at se os vel avgaarde.
Da isen i løpet av de sidste dager var gaat op helt til
bunden av bugten, gik vi saa langt syd som mulig for at
ta et lodskud; den mindste dybde, vi fik, var 285 m.
Bugten fortsatte i en skrugar østover og senere i nordlig
retning, saa at vi paa det sted, hvor vi blev stoppet av
barrieren, opnaadde det sydligste punkt, som kan opnaaes
av fartøi, saalænge barrieren er som nu. Største bredde
78° 41’. Da „Terra Nova” var her, var dens og vor
bredde 78° 38’.
De to sidste dager før avreisen hadde det været stille, og en seig, tyk issørpe laa over hele bugten; den var saapas seig, at „Fram” ganske stoppet farten, saa vi maatte holde det gaaende forover og agterover, til vi kom ut i en rende. Paa isflakene laa der hundredevis av sæl,
men da vi hadde endel sælkjøt, lot vi dem til en avveksling
være i fred.
Før chefen begyndte utlægning av depoter, mottok jeg følgende ordre:
Herr premierløitnant Thv. Nilsen!
Ved „Fram”s avgang fra isbarrieren overtar De kommandoen ombord. Ifølge den plan, vi i fellesskap har lagt:
1. avgaar De direkte for Buenos Ayres, hvor de nødvendige reparationer gjøres, proviant tages ombord og mandskapet kompletteres. Efter at dette er bragt iorden,
2. avgaar De fra Buenos Ayres for at utføre oceanografiske observationer i det sydlige Atlanterhav. Ønskelig vilde det være, om De kunde række med to tversnit at
