kunde aapne og partere en sæl midt for næsen av dens kamerater; — det gjorde ikke det ringeste indtryk paa dem.
I tiden omkring 1. november begyndte sælen at faa unger. Saavidt vi kunde forstaa, holdt hunnene sig oppe av vandet i flere døgn uten at ta næring til sig, helt til ungen var saapas stor, at den kunne gaa tilhavs. Forøvrig lot det ikke til, at mødrene brød sig synderlig meget om sine smaa; enkelte gjorde vistnok et slags forsøk paa at forsvare sit avkom, hvis de blev forstyrret; men de fleste lot simpelthen ungen i stikken.
Vi for vor del lot hunnene og deres unger mest mulig i fred. Vi dræpte to eller tre nyfødte for at faa skindene til samlingen. En anden sak var det med bikjene. For disse var sæljagten en altfor kjærkommen sport til at de skulde la en anledning gaa ubenyttet hen. Overfor en voksen sæl kom de imidlertid ingen vei; sælens krop frembød ingen synderlig saarbare punkter, og det stramtsittende skind var meget tykt, selv for bikjetænder. Alt hvad knegtene kunde opnaa var i høiden at ærgre og plage dem. Helt anderledes stillet saken sig fra det øieblik ungene begyndte at komme. Blandt dette smaavildt kunde de foretagsomme jægere med lethet tilfredsstille sin medfødte trang til myrderi. For slynglene dræpte bare for at dræpe; sultne var de aldeles ikke, for de fik al den mat, de bare vilde ha. Naturligvis gjorde vi alt mulig for at stoppe dette uvæsen, og saalænge vi var flere mand ved huset sørget vi for at holde hele hundekoblet bundet; men da Lindstrøm blev igjen alene, greide han ikke at holde dem fast. Teltene snedde aldeles ned for ham, slik som veiret artet sig nede ved
