om dette hjem ligger paa den 79de sydlige breddegrad, mere eller mindre begravet under sne og is. Vi mennesker er altfor avhængige av det, man kalder vane, til at vi saan ganske uten videre kan finde os i en brat overgang fra de omgivelser, vi efter et langt ophold omsider er blit fortrolige med. At utenforstaaende muligens vilde bede alle gode magter bevare sig for de samme omgivelser, hindrer ikke at satsen har sin fulde gyldighet. For den overveiende del av medmennesker vil sikkerlig „Framheim” staa som et av de steder paa denne vor planet, som de sidst av alle kunde finde paa at ønske sig til, — en gudsforlatt avkrok, som ikke kunde byde paa no andet end rigtig topmaalt ødslighet, uhygge og kjedsommelighet. For os 9, som nu stod paa faldrepet klar til at forlate dette sted, stillet sakene sig noget anderledes. Det vesle solide huset, som nu laa helt gjemt under sneen der bakenfor „Mount Nelson”, hadde i et helt aar været vort hjem, og det et rigtig lunt og godt hjem, hvor vi efter saa mangt et seigt dagsverk hadde fundet al den hvile og ro vi trængte. Gjennem hele den antarktiske vinter — en rigtig Fimbulvinter — hadde de fire vægger beskyttet os saa godt, at mangen frysende stakkar paa mildere bredder nok hadde misundt os av ganske hjerte, hvis han kunde ha set, hvordan vi hadde det. Under forhold saa haarde, at alt hvad liv heter, over hals og hode flygtet undav, hadde vi paa „Framheim” levd uforstyrret og ugenert videre, og vel at merke ikke som dyr, men som civiliserte mennesker, og hadde til enhver tid hat til vor raadighet de fleste goder som bydes i et velordnet hjem. Utenfor hersket mørket og kulden, og snestormen drev det vistnok til at dække over de fleste spor av vor virksomhet, men
