som ikke alene uten at gjøre en eneste indvending, men endog med glubende lyst paatok sig det.
La os et øieblik betragte den risiko, de løp. Teltet vort paa denne uendelige vidde uten merker av nogensomhelst sort kan godt sammenlignes med synaalen i hølæsset. Fra dette skulde altsaa disse 3 styre ut 20 kilometer. Kompasser vilde været en god ting at ta med sig paa en saadan vandring, men vore slædekompasser var for store og uskikket til at bæres. De maatte altsaa gaa uten. De hadde vistnok solen at gaa efter, da de begyndte sin vandring, men hvem kunde vite, hvor længe det vilde vare. Veiret var jo nu fint nok, men ingen kunde garantere, at ikke en pludselig forandring kunde indtræffe. Skulde nu saa galt hænde, at solen skjulte sig, saa kunde deres egne spor jo være dem til hjælp. Men at stole paa spor i disse egne, er farlig. En, to, tre, og hele vidda staar i en snerøk, og alt, som heter spor, er likesaa hurtig utvisket, som de blev sat. Med de raske forandringer, vi saa ofte hadde oplevd, var ikke noget saant umulig. At disse 3 risikerte sine liv den morgen, de klokken ½ 3 satte ut av teltet, derom er der ingensomhelst tvil. Og de visste det alle tre saa inderlig vel. Hvis man av den grund tror, at deres avsked med os to, som blev igjen, var høitidelig, saa tror man ganske feil. Nei da, de forsvandt alle tre i hver sin retning under latter og spøk.
Vi gik først ivei, Hanssen og jeg, med mange smaating, som skulde ordnes. Noget skulde gjøres hist, noget her, og endelig maatte vi holde os klar for den observationsrække, vi nu i forening maatte gjøre for at faa en saa god og omhyggelig stedsbestemmelse som mulig.
