frem, som jeg gjorde denne gang. Fik vi en observation her, som gav samstemmende resultat med vort bestik, saa vilde det jo til nød gaa an at ta Polen pr. bestik; men fik vi ingen nu og kanske heller ingen senere, saa vilde det bli et spørsmaal, om man vilde indrømme os Polen paa det bestik, vi da kunde fremlægge.
Jeg vet ikke, om min haling i solen hjalp noget, men sikkert er det, at den viste sig tilslut. Den var jo ikke glimrende til at begynde med, men øvet som vi nu var til at benytte selv de usleste chancer, var den god nok. Ned kom den, blev kontrollert av alle, og høiden nedskrevet. Skydækket splittedes mer og mer, og inden vi hadde endt vort arbeide, det vil si, knepet solen paa sit høieste og overbevist os om, at den var i nedgaaende igjen, skinte og straalte den i al sin glans.
Vi hadde lagt vore instrumenter bort og gav os nu paa slædene i kast med beregningene. Jeg tør si, vi var spændt. Hvad vilde resultatet bli efter en saa lang marsj i blinde og gjennem saanne umulige terrængforhold, som vi for det meste hadde hat? Vi trak fra og vi la til, og endelig stod resultatet der. Vi saa helt mistroiske paa hverandre. Resultatet forbauset like meget som det finest utførte taskenspillerstykke — 88° 16’ s. br. — præcis paa milen det samme som vort bestik — 88° 16’ s. br. Skulde vi nu bli nødt til at gaa til Polen paa bestik, saa maatte vel sagtens de mest fordringsfulde indrømme os retten til det. Vi la vore observationsbøker sammen, spiste et par kjæks, og saa paa’n igjen.
Vi hadde en stor opgave til at løse den dag, idet vi nemlig skulde føre vort flag længer syd end menneskefot hadde traadt. Vi hadde gjort silkeflagget vort klart.
