til under dette arbeide, gav 86° 21’ s. br. Det stemte ikke daarlig med bestikkets bredde — 86° 23’ s. br. Taaken hadde imidlertid indhyllet alt igjen og nedbøren faldt let og fint.
Vi hadde tat en peiling av den mest spækkefri strækning i bræen, og saa ruslet vi ivei. Det varte en tid, inden vi fik famlet os bort til bræen. Sprækkene i underkant var ikke store, men aldrig saasnart begyndte vi opstigningen, før fornøielsen begyndte. Det var noget visst uhyggelig ved denne marsj komplet i blinde mellem revner og avgrunder paa alle kanter. Vi undersøkte kompasset fra tid til anden og kjørte forsigtig frem. Hassel og jeg gik foran i bræline. Men det hjalp igrunden vore kjørere lite. Vi fløt selvsagt let over paa vore ski paa steder, hvor hundene traadte igjennem. Denne nederste del av bræen var ikke helt farefri, idet revnene ofte laa ganske usynlige under et tyndt snelag.
I klarveir gaar det endnu an at ferdes i slikt terræng, for da vil gjerne lys og skygge bevirke, at man ser kantene av disse lumske faldgruber; men paa en dag som denne, naar alt gaar i et, da er fremkomsten tvilsom. Vi holdt det imidlertid gaaende, men utviste den største forsigtighet. Wisting hadde nær loddet dybden av en av disse farlige revner med slæder, bikjer og sig selv, idet broen, han skulde passere over, styrtet sammen. Takket være aandsnærværelse og en lynsnar manøvre — nogen vil kalde det held — lykkedes det ham at redde sig ut av det. Paa denne maate arbeidet vi os ca. 200 fot opover bræen, men der kom vi ind i en saadan labyrint av grinende avgrunder og aapne svælg,
