dannet en sammenhængende indfiltret masse, som nu hjælpeløs med stor fart drev ned mot iskolossen i læ. Situationen var desperat.
Fartøiene hugget og støtte mot hverandre i det svære hav. I læ nærmet sig uhyret mere og mere. Havet stod om det i et rykende rokk og kastet skumhvit sprøit jevnhøit med dets lodret faldende vægger. Fra tid til anden hævet „Terror” sig paa bølgetoppene saa høit at vi næsten kunde se dens kjøl. Næste gang var det vor tur. Samtidig som sækker og baater og alt hvad der kom imellem knustes, som nøtten i knækkeren. Tilslut slap vi som ved et under klar av hinanden, før vi var drevet ned paa det truende fjeld, og vi saa „Terror” til vor store glæde saavidt gaa klar av dets yttre ende. Men „Erebus” var fuldstændig vrak. Der var ingen mulighet for at faa sat seil og tvinge skibet frem. Heller ikke var der plads til at manøvrere paa, for vi var nu kommet saa nær isfjeldet, at sjøen, naar den slog mot fjeldet, brak tilbake paa os. Den eneste mulighet for at klare sig ut av denne skrækkelige situation var at gripe til det halsbrækkende middel at bakke os ut, et middel som intet kunde undskylde i en saadan storm og med et saa oprørt hav, uten det, at vi hvert øieblik ventet at bli knust til atomer mot isberget. Fartøiets heftige slingring og sandsynligheten for at mastene vilde gaa overbord, hver gang underræerne støtte mot fjeldsiden, som nu hang over os, høit over vore hoder, gjorde det yderst farlig at gaa op og kaste loss storseilet. Men ordren maatte gives, og den britiske sjømands heltemod stod sin prøve. Let og kjapt, som om ingen fare var paafærde, sprang folkene op gjennem riggen og fik med stor møie kastet
